Skip to main content

Fra artiklen “Drivers to heat pump adoption by European Households”.

En varmepumpe øger egetforbrugsandelen fra boligens solpaneler med cirka 10 %. Den procentuelle stigning i egetforbrug sparer boligejerne i omegnen af 80-120 euro/år ~ 8-20 % af det gennemsnitlige forbrug (casestudie med en solpanelinstallation på 5 kWp og en beholder på 250 liter beregnet på baggrund af en pris på 0,293 euro/kWh for el-forbruget og 0,078 euro/kWh i fast afregningstarif).

Kombinationen af en varmepumpe og solpaneler er en glimrende måde at spare penge på. Varmepumpen kan drives delvist af gratis strøm fra solpanelerne. Senere i dette afsnit henviser vi til en intern Daikin-undersøgelse for at vise, hvor meget man kan spare ved at kombinere en varmepumpe med solpanelteknologi.

Varmepumper og solpaneler

Solpaneler genererer strøm ved at omdanne solenergi, som man kan bruge på to forskellige måder:

  • Man kan bruge strømmen i boligen og derved sænke den månedlige elregning (egetforbrug)
  • Man kan få penge for at sende strømmen tilbage til forsyningsnettet (fast afregningstarif).

Afregningstariffen er et politisk værktøj, som skal fremme investeringer i solpaneler ved at tilbyde boligejere betaling over markedsprisen for den strøm, de leverer til forsyningsnettet. Eftersom markedet for solpaneler er modnet, er behovet for incitamenter faldet, og i mange europæiske lande sænkes den faste afregningstarif. Dermed bliver det vigtigere og vigtigere at forbedre egetforbruget, så man får det optimale ud af solpanelinstallationen. En glimrende måde at gøre det på er at opvarme boligen og det varme vand med en varmepumpe i stedet for gas. Det flytter forbruget fra gas til (delvist gratis) strøm.

Som regel opvarmes et hus kun om vinteren og i overgangssæsoner, mens solpaneler genererer mest strøm om sommeren. Varmepumper bruges dog også til opvarmning af brugsvand til bruse- og karbade. Behovet for varmt vand er derfor konstant året rundt. Derudover kan tidspunktet for den daglige opvarmning af varmtvandsbeholderen optimeres. I boliger med solpaneler bør man opvarme varmtvandsbeholderen midt på dagen, hvor solpanelerne som regel producerer meget strøm, og boligens behov for strøm er lavt. På den måde udnytter varmepumpen solenergien, når den er tilgængelig. Det er mere attraktivt at få varmt brugsvand gratis end at eksportere solenergien til forsyningsnettet til ugunstige afregningstariffer.

Derudover kan en varmtvandsbeholder, som er tilsluttet en varmepumpe, fungere som ’energibatteri’. Overskydende solenergi kan anvendes til at producere ekstra varmt vand – mere end husstanden typisk bruger i løbet af en dag – så energien kan lagres til senere brug.

Daikins varmepumper har optimerede algoritmer, som maksimerer udnyttelsen af overskydende solenergi.

Et casestudie udført af Daikin viser effekten ved at installere en varmepumpe i kombination med solpaneler. Casestudiet blev gennemført i Belgien i juni 2022 med en Daikin Altherma varmepumpe med en 250 liters beholder og en solpanelinstallation på 5 kWp.

Eftersom de faste afregningstariffer er faldende, kan man optimere fordelene ved solpaneler ved at øge egetforbrugsandelen. Egetforbrugsandelen er den procentdel af solpanelernes samlede produktion, som anvendes af husstanden og ikke eksporteres til forsyningsnettet.

Formlen for egetforbrug er:

Egetforbrug = (Samlet produktion − Eksport)

Samlet produktion

I dette casestudie øgede man egetforbrugsandelen på to måder:

  1. Man øgede elforbruget ved at producere varmt vand med en varmepumpe i stedet for en gaskedel, hvormed der blev eksporteret mindre energi til forsyningsnettet.
  2. Overskydende energi kan lagres i varmtvandsbeholderen ved, at man øger temperaturen med 10 °C, når der er adgang til solenergi. På den måde lagrer man termisk energi i beholderen, hvilket sænker behovet for strøm fra forsyningsnettet på et senere tidspunkt, hvor der måske ikke er adgang til solenergi.

På teststedet så man en klar forbedring af egetforbrugsandelen: fra 33 % uden varmepumpen til 40 % med varmepumpen og dens optimeringsalgoritme for solpaneler i juni 2022. Når man overfører disse resultater til hele året, kan 35-50 % af energiforbruget til varmtvandsproduktion til boligen dækkes af gratis solenergi, hvilket (med energipriserne i juni 2023) resulterer i besparelser på 90-120 euro blot for varmtvandsproduktion til boligen. Det er mere end de 23 euro, man ville have fået for at eksportere den overskydende energi til forsyningsnettet. Besparelserne vil være endnu højere, hvis man medregner opvarmning og/eller køling af boligen.

Konklusion

En varmepumpe øger egetforbrugsandelen fra boligens solpaneler med cirka 10 %. De økonomiske fordele for boligejerne er i omegnen af 80-120 euro/år (casestudie beregnet ud fra en pris på 0,293 euro/kWh for elforbrug og 0,078 euro/kWh i fast afregningstarif).

I artiklen kan du læse mere om casestudiet og få en detaljeret forklaring af, hvordan varmepumpeoptimering fungerer.